Ønsker du børn? Så skal du kende til disse tests

Når man venter barn, er det en tid fyldt med både forventninger og glæde. Men det er også en tid, hvor kommende forældre skal træffe mange forskellige beslutninger med hensyn til sundhed og trivsel for både mor og barn.

 En del af denne proces indebærer at få foretaget forskellige tests og undersøgelser. Det bliver naturligvis gjort med henblik på at sikre, at alt går godt under graviditeten.

Ultralydsscanning i graviditeten

Ultralydsscanning er en af de mest almindelige og nyttige tests under graviditeten. Her bruger man højfrekvente lydbølger til at skabe billeder af din baby inde i livmoderen. Ultralydsscanninger kan udføres på forskellige tidspunkter under graviditeten og har forskellige formål.

Den første scanning finder typisk sted omkring uge 12 og bruges til at fastslå graviditetens længde og bekræfte antallet af fostre. Senere scanninger, hvilket indebærer den detaljerede misdannelsesskanning omkring uge 20, har til formål at holde øje med babyens vækst og udvikling samt kontrollere for misdannelser.

NIPT

NIPT (Non-Invasive Prenatal Testing) er en moderne og ikke-invasiv test, der kan udføres fra uge 10. Denne test analyserer små fragmenter af føtalt DNA, der cirkulerer i moderens blod. Ud fra dette er det muligt at screene for kromosomafvigelser såsom Downs syndrom, Edwards syndrom og Pataus syndrom.

NIPT er meget præcis og indebærer ingen risiko for fosteret, da den blot kræver en blodprøve fra moderen. På grund af dens høje nøjagtighed og lave risiko er NIPT et meget populært valg. Vil du selv have lavet en sådan test, kan du finde en NIPT test her.

Fostervandsprøve

En fostervandsprøve er en diagnostisk test, der som regel bliver udført mellem uge 15 og 20. Under denne procedure indsættes en tynd nål gennem moderens mave, hvorfra den føres ind i livmoderen for at udtrække en lille mængde fostervand.

Fostervandet indeholder både celler og andre stoffer fra fosteret, som kan analyseres. Ud fra denne analyse kan man få besked om kromosomafvigelser, genetiske sygdomme og visse infektioner.

Selvom fostervandsprøven er meget præcis, indebærer den en risiko for infektion og abort. Derfor tilbydes den ofte kun i tilfælde, hvor der er en øget risiko for genetiske lidelser.

Moderkageprøve

Moderkageprøve er også en diagnostisk test, der kan udføres tidligt i graviditeten. Typisk kan man få udført denne prøve mellem uge 10 og 13. Denne test involverer udtagning af en lille prøve af moderkagevæv, som indeholder de samme genetiske oplysninger som fosteret.

Prøven kan tages gennem livmoderhalsen eller gennem maven. På lige fod med fostervandsprøven bruges moderkageprøven til at finde information om kromosomafvigelser og genetiske sygdomme. Den giver tidlige resultater, men indebærer også en lille risiko for komplikationer såsom en abort.